Kvindelig omskæring

Smerten og traumet fra den dag forlader mig aldrig. Jeg var så ung, og jeg forstod ikke, hvorfor det skulle ske. Det føltes som en grusom overgreb på min krop og min værdighed. Jeg håber, at vi en dag kan bryde denne onde tradition, så ingen andre piger behøver at opleve det, jeg gennemgik.
— anonym, 19 år

Hvad er kvindelig omskæring?

Kvinders manglende ligestilling, når det kommer til sex og intimitet, kommer også til udtryk i de miljøer, hvor der foretages FGM (Female Genital Mutilation) eller på dansk; kvindelig omskæring.

FGM eller kvindelig omskæring er en samlet betegnelse for en række indgreb på raske kvinders kønsdele, som foretages for at opretholde familiens ære ved at styre og kontrollere kvindens seksualitet.

Den kvindelige omskæring kan have store fysiske og psykiske konsekvenser. Eksempelvis er det ikke ualmindeligt, at kvinder, som har været udsat for omskæring, oplever blødningsbesvær, smerter, problemer ved sex og andre fysiske eftervirkninger. Udføres omskæringen ikke under ordentlige forhold, kan det i værste tilfælde have fatale følger for kvindens helbred. De psykiske konsekvenser kan være traumer og andre gener i form af uro, angst og dårlig selvværdsfølelse.

FGM er ulovligt

Omskæring af piger/kvinder er omfattet af straffelovens § 245, stk. 2. Det betyder, at den som tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred kan få op til seks års fængsel. Omskæring er et indgreb af en sådan karakter, at et samtykke fra den kvinde eller pige, som indgrebet vedrører − eller fra en piges forældre − ikke kan forventes at medføre straffrihed.

FGM er fortsat tabubelagt, og kvinder, som er omskåret, har ofte aldrig haft mulighed for at snakke om det. Der er også mange, som ikke er klar over, at de er omskåret, da det skete, da de var meget små. Derfor er det ikke nødvendigvis noget, man som omskåret kvinde selv bringer på banen i samtaler med professionelle.

Er du i tvivl, om du er omskåret?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er omskåret eller ved, at du er det og har brug for støtte og rådgivning, kan du ringe til vores hotline anonymt døgnet rundt alle ugens dage på 70 27 76 66.

Du kan også skrive til vores anonyme chat og online brevkasse.

Forrige
Forrige

Religiøse vielser