Få hjælp
REACH har forskellige tilbud, der kan hjælpe dig med at bearbejde kontrol og vold samt relationen til din familie. Det er altid dig og dine behov, der er i fokus, og når du kontakter REACH vil en rådgiver hjælpe dig med at vurdere, hvilket tilbud, der passer bedst til dig og din situation. Det er også muligt at benytte tilbuddene i forlængelse af hinanden.
Alle tilbud foregår anonymt, gratis, uforpligtende og med tavshedspligt.
-
Tilbuddet er for dig, der har brug for nogen at tale med om din situation og de relationer, som kan være kontrollerende og svære at være i.
Sammen med en rådgiver får du bearbejdet det konfliktfyldte i dine nære relationer. Du får sat ord på kontrollen og hjælp til at forstå, hvordan den påvirker dig.
Samtaleforløbet vil hjælpe dig til at blive mere bevidst om, hvad det er, du står i og stå stærkere.
Samtalerne tilpasses din situation ud fra tanken om, at du er “eksperten” i dit liv.
Værd at vide
Samtalerne kan foregå både fysisk og online.
Forløbet bliver tilpasset dig og dine ønsker og kan løbe over 5 - 15 samtaler.
Rådgiverne har talt med tusindvis af unge før dig.
-
Tilbuddet er for dig, som har brug for støtte til at stå stærkere i relationen til din familie.
Sammen med en rådgiver, får du hjælp til at sætte ord på det, der er svært at tale med din familie om.
Dig og din rådgiver finder sammen ud af, hvordan du bedst får en samtale med din familie om de svære ting - altid med din rådgivers støtte.
Mange måder at være familie på
Det kan være svært at være familie, når man ikke er enige om f.eks. valg af uddannelse, kæreste eller livsstil.
Vi forsøger at hjælpe dig med at finde den bedste måde at være familie på.
Hvis du ønsker det, kan din rådgiver tale med din familie alene eller sammen med dig. Vores rådgivere har talt med mange familier, som har svært ved at forstå deres børns valg af livsstil.
Du behøver ikke at inddrage din familie. Hvis du ikke ønsker det, vil din rådgiver støtte dig i relationen på andre måder.
Værd at vide
Din sikkerhed er vigtig. Vi inddrager kun familiemedlemmer, hvis vi er sikre på, at det ikke udsætter dig for fare.
Familiesamtaler giver dig mulighed for at fortælle din familie, hvad der er vigtigt for dig.
Det er ikke et quick fix - vi kan ikke love, at din familie vil ændre holdning til de ting, der skaber udfordringer og konflikt.
Der kan være tolk til stede, hvis det er nødvendigt.
Rådgiveren har tavshedspligt. Intet bliver sagt videre uden din tilladelse.